- Jeg ville ønske, jeg var kommet noget før

Karin Zilstorff på 53 år har haft kræft inde på livet, siden hun var ganske ung. I kølvandet på hendes anden kræftdiagnose, 26 år efter den første, står Karin tilbage med alvorlige senfølger, som betyder, at hun ikke længere kan holde til at arbejde fuldtid. Men hvordan bliver man godkendt til et flexjob? Og hvordan forliger man sig med, at livet ikke blev, helt som man troede? Dét og meget andet fandt Karin hjælp til, da hun mødte op i Kræftens Bekæmpelses kræftrådgivning i Roskilde. Men for at forstå Karins historie, skal vi tilbage til 1993 – helt tilbage til før hun nærmest er ’rigtig’ voksen. Da hun som 23-årig får diagnosen Hodgkins lymfom – en type lymfekræft.

Kræften kommer tæt på igen

Så spoler vi tiden frem til 2018. Karins gode veninde får konstateret brystkræft. Det er en barsk tid, men Jan og Karin støtter op om familien, så godt de kan. Karins veninde dør desværre af sygdommen efter kort tid. Lige præcis der finder Karin selv en forandring – en slags fortykkelse – i sit ene bryst. Lægernes råd om at reagere, så snart hun mærker en forandring i sin krop, runger i hendes hoved, og hun bestiller derfor tid til en mammografi. Hun går direkte ind til en lægesamtale bagefter, hvor lægen vælger at lave en ultralydsscanning og tage en biopsi. Han siger til hende, at han formoder, det er brystkræft. 

Der sidder Karin, alene på en parkeringsplads foran hospitalet, med den værste besked. Hun ved, at hun ikke kan sige noget til sine døtre, før hun ved endelig besked. De har netop set med egne øjne, at man kan dø af brystkræft. Jan og Karin beslutter sig for ikke at indvie pigerne, før de har endeligt svar og kender behandlingsmulighederne.

’Tag dem begge to’

Det er brystkræft, viser biopsien. Heldigvis er knuden lille, og den er blevet opdaget hurtigt, fordi Karin har været opmærksom på sin krop. Kræften er østrogenfølsom, så lægerne vil sætte i gang med kemo og antiøstrogenterapi. Stråler kan man nemlig kun få en gang i sit liv. 

- Jeg beder dem om at give mig alt, hvad de kan. Jeg vil også gerne have, at de fjerner brystet helt. Faktisk vil jeg helst have, at de tager dem begge to. Lægerne går med til at fjerne det syge bryst, siger Karin. 

Efter operationen følger 4,5 måneder med kemo. Det er en hård omgang for Karin, hvis krop stadig er medtaget af senfølger fra strålerne, hun fik som ung. Da den sidste portion kemo er givet, står Karin uden for Næstved Hospital. 

- Da jeg trådte ud ad døren i Næstved, blev jeg slået helt omkuld af, hvor alene jeg var. Mens man er i behandling, bliver man fulgt tæt af dygtige læger og sygeplejersker. Men så snart det er slut, så er man overladt til sig selv. Jeg følte mig fortabt, siger Karin.  

En sikker havn i stormen

I kølvandet på sygdommen har Karin travlt med at vende tilbage til normalen. Hun vil bare gerne være rask og fortsætte sit liv. Et jobskifte og to år senere må Karin erkende, at hun ikke kan fortsætte som før. Hun bruger simpelthen al sin energi på at gå på arbejde, så der er intet tilbage til hende selv eller familien. Hendes hjertesygdom er også blevet værre, og det tager hårdt på kræfterne. Hun får en deltidssygemelding og starter op på processen om at søge et flexjob. Her finder hun vej til kræftrådgivningen på Gormsvej i Roskilde.

- Her fandt jeg et safe space. Intet er for småt eller for stort til at dele, og jeg føler mig altid set og hørt. Jeg har fået nogle nye perspektiver af at tale med min rådgiver. Hvor ville jeg dog ønske, at jeg var trådt ind ad den dør noget før, siger Karin og fortsætter.

- Jeg kæmpede med mig selv og min idé om, hvordan livet skulle være i processen med at søge fleksjob. Her sagde Lisbeth, min rådgiver, noget til mig, som satte det hele i perspektiv. ’Du gør dig selv langtidsholdbar. Det er sådan, du sikrer, at du er her mange år endnu’. Det er blevet mit mantra.

Arvedonationer gør en stor forskel

Mange danskere vælger hvert år at betænke kræftsagen i deres testamente. Det er meget forskelligt, hvad og hvor meget hver enkelt vælger at donere til Kræftens Bekæmpelse. Hvert et bidrag tæller uanset beløbets størrelse og er med til at støtte Kræftens Bekæmpelses arbejde for at færre får kræft. Kræftens Bekæmpelse er en uafhængig organisation, derfor er arvedonationer og private bidrag helt afgørende for arbejdet med forskning, oplysning og støtte til patienter og pårørende.

- Det er beundringsværdigt, at nogen tænker Kræftens Bekæmpelse ind i deres testamente. Kræft berører desværre rigtig mange. Det betyder alverden, at man kan få gratis hjælp, når man har brug for det. Hver en lille del gør en stor forskel, slutter Karin af.